Nordmakedonien er en stat, der har bygget sin nationale identitet på fornægtelsen af “den anden” – først og fremmest den oprindelige albanske befolkning, som i dag udgør næsten halvdelen af landets indbyggere.
I stedet for at være et forbillede på multietnisk sameksistens er landet blevet et “laboratorium” for diskrimination og institutionaliseret racisme mod albanere.
Det mest ironiske er, at denne tilstand ikke kun fastholdes af den makedonske elite, men også af albanske partier, som i årtier har fungeret som magtens lydige redskaber og som garanter for stabiliteten i en stat, der systematisk behandler albanere som borgere af anden rang.
En politisk elites forræderi
De albanske partier i Nordmakedonien har mistet enhver forbindelse til deres nationale ansvar. I stedet for at kæmpe for deres folks rettigheder har de prioriteret egne privilegier og ministerposter. De sidste to årtier er en historie om skamfulde koalitioner, hvor albanske partier har leveret legitimitet til enhver regering i Skopje, mens deres egen befolkning fortsat er underrepræsenteret i statsapparatet, marginaliseret økonomisk og udelukket fra politiske beslutningsprocesser.
Ohrid-aftalen, som skulle markere begyndelsen på en ny æra med lighed, blev reduceret til et politisk værktøj for karrierefremme, mens dens indhold aldrig er blevet fuldt ud gennemført.
Albanere i Nordmakedonien er fortsat fanget i et uddannelsessystem, der svigter dem og ofte skubber unge mod udvandring, mens albanske lokalsamfund stadig lider under forældet infrastruktur.
Statsracisme som grundpille
Landet har arvet en nationalistisk ideologi, som konsekvent ser den albanske nation som en trussel, ikke som en partner.
Historien er fuld af eksempler på vold og diskrimination mod albanere:
Begivenhederne i Smilkovci i 2012 afslørede, hvordan albanere kan kriminaliseres kollektivt uden beviser, mens makedonske medier konstant puster til hadet.
Konflikten i 2001 blev brugt til at legitimere en etnisk opdeling af landet, og aftalen, der kom ud af den, er aldrig blevet implementeret i praksis.
Albanere oplever ofte politivold og et retssystem, hvor etnicitet er afgørende for behandlingen af borgere.
Fængslerne er fyldt med tidligere medlemmer af den Albanske Befrielseshær (UÇK).
Brodec og Kumanovo – statens brutale angreb
I 2007 blev landsbyen Brodec scene for en brutal politiaktion med specialstyrker fra Skopje. Under påskud af at fange “terrorister” blev albanske mænd arresteret og offentligt ydmyget, mens medierne fremstillede landsbyen som et “ekstremistisk tilholdssted.”
I maj 2015 blev Kumanovos “Heltenes Kvarter” lagt i ruiner af en militær operation, som aldrig er blevet ordentligt undersøgt. Snesevis af albanere blev dræbt, såret eller fængslet på tvivlsomme anklager, uden at nogen ansvarlige embedsmænd blev draget til ansvar.
Uretfærdighed forklædt som antiterrorisme
Et af de største sår for albanere i Nordmakedonien er den fortsatte fængsling og retsforfølgelse af tidligere UÇK-soldater, som i 2001 kæmpede for frihed og lighed. Disse mænd behandles som kriminelle, mens makedonske sikkerhedsstyrker, der begik forbrydelser mod albanere, nyder immunitet og hæder.
Denne systematiske praksis beviser, at kampen for lighed er blevet stemplet som “terrorisme,” og at retssystemet bruges som et politisk våben.
Vestlig hykleri
EU og USA fremhæver ofte Nordmakedoniens “multietniske fremskridt,” men virkeligheden på stedet fortæller en helt anden historie. Stabilitet vægtes højere end retfærdighed, hvilket gør Vesten til en stille medspiller i et diskriminerende system.
I stedet for at udfordre denne kynisme vælger de albanske partier at være marionetter, der legitimerer en stat, som systematisk nægter dem reel politisk magt.
København – 09.09.2025
Shënim:
Redaksia, diplomacia. dk nuk e merr përgjegjësinë për pikëpamjet e autorit në shkrimin e botuar!
Respekt!
