/ Fra mit Arkive/

København 6.4.2006

Kosovas fremtid må afklares nu

Jeg tillader mig at henlede jeres opmærksomhed på de forhandlinger der i øjeblikket foregår i Wien om Kosovas fremtid. Der er endnu ikke sket et afgørende gennembrud, men på baggrund af de oplysninger der er sluppet ud fra møderne, tyder alt på at man endnu engang er ved at træffe beslutninger om Kosovas fremtid uden at høre befolkningen.

Siden krigene på Balkan og den tragiske opsplitning af Jugoslavien, er Kosova blevet en glemt del af Europa. I årevis er en løsning på Kosovas problemer blevet udsat til en stadig mere usikker fremtid.

Med stemplet “etniske modsætninger” som påskud har stormagterne igen og igen frataget Kosovas befolkning retten til at afgøre sin egen fremtid. En ret som var sikret af Jugoslaviens tidligere forfatning og som burde være garanteret af internationale konventioner.

Kosovas skæbne har i høj grad været bestemt af den kendsgerning at den helt overvældende del af befolkningen var albanere. I det tidligere Jugoslavien var albanerne den tredjestørste befolkningsgruppe, men havde alligevel færre rettigheder end Jugoslaviens øvrige folk.

I dag er der ingen udenlandske TV-stationer der rapporterer fra Kosova og der er ingen udenlandske journalister, der forsøger at trænge ned under overfladen og beskrive afmagten og vreden. Den bliver, fra tid til anden, så stor at den trænger igennem til overfladen.

Der er stemmeret i Kosova. Det var der i øvrigt også i det tidligere Jugoslavien. Men når arbejdsløsheden er over 60 pct. Når mere end 15 pct. lever i dyb fattigdom og fattigdom og afsavn præger livet for mere end halvdelen af befolkningen, så er det selve kampen for overlevelse, som præger dagliglivet. UNMIKs administration af Kosova har sat hele samfundet i stå. Kosova eksporterede i 2004 varer til en værdi af 45.1 millioner Euro, men importerede 25 gange mere. Der investeres og bygges ikke, når man ser bort fra den store amerikanske militærbase i området. Den eneste vækst i Kosova er den voksende fattigdom og den stigende arbejdsløshed.

UNMIK har administreret Kosova nu i snart 7 år. Det startede som en midlertidig ordning, men opfattes idag af flere og flere indbyggere i Kosova som en besættelse og en spændetrøje om hele samfundet, som er fastlåst af en administration uden hverken vilje til handling eller visioner for samfundets udvikling. UNMIKs administration er i bund og grund udemokratisk fordi befolkningen er forhindret reelt ret til at bestemme over dets egen skæbne. UNMIK er blevet et redskab til at sikre at folkets ønske om frihed ikke realiseres, men netop forbliver et ønske.

I forhandlingerne foucerer stormagterne på at der skal etableres såkaldte standarder på en lang række områder i Kosova, herunder demokrati og menneskerettigheder Men ansvaret for etablering af en demokratisk udvikling ligger idag entydigt hos UNMIK, simpelthen fordi befolkningen i Kosova ikke bestemmer over naturrigdommene ogde folkevalgte politikere ikke engang har bemyndigelse til at oprette en busstation. Der er således opstået den absurde situation at UNMIK fokuserer på spørgsmålet om udviklingen af såkaldte demokratiske standarder, mens befolkningens store flertal mangler frihed, arbejde og reelt demokrati.

De stadigt mere skærpede sociale konflikter og problemer har også skabt det værst tænkelige klima for forholdet mellem de etniske grupper. En helt afgørende forudsætning for at læge sårene for de mange blodige år er at hele området løftes ud af fattigdommen. UNMIKs manglende evne til at skabe en sådan udvikling har reelt fastlåst konflikten mellem albanere og serbere og fastholdt grundlaget for den etniske opdeling af samfundet i modstrid med de fine erklæringer fra de mange konferencer, der gennem årene har været holdt om Kosova.

Men der er faktisk strømmet en ikke ubetydelig pengemængde til Kosova. 2.5 milliard euro på mindre end 7 år. I et samfund hvor stadig støre dele af økonomien kontrolleres af organiserede kriminelle bander og også de udenlandske økonomiske donationer alt for ofte gået i nogle få griske personers lommer, men kun sjældent kommet befolkningen til gode. Mens UNMIK har haft ansvaret i Kosova er det politiske liv blevet stadigt mere bureaukratisk og korrupt. Det hænger naturligvis nært sammen med manglen på reel indflydelse og voksende fattigdom i samfundet. Det er ikke alene noget der rammer albanerne. Også de almindelige serbere betaler en høj pris. Ingen får gavn af de mange milliarder der sprøjtes ind i Kosova. Pengene forsvinder som varm luft og bruges til dyre konferencer og høje lønninger til alle de udlændinge der er blevet de nye herskere i Kosova og til at holde liv i den politiske korruption, som er en uundgåelig konsekvens af det manglende demokrati i det politiske liv.

Hvad der foregår i Kosova må ses i en historisk sammenhæng, ellers forstår man ikke hvordan man skal finde grundlaget for en varig løsning. Det er naturligvis ikke en simpel proces, men afsættet må baseres på nogle helt grundlæggende principper og international ret.

Albanerne har aldrig anderkendt grænserne på Balkan. Der er mange der påstår noget andet, blandt andet den tidligere danske chef for UNMIK Hans Hækkerup.

Men det er udokumenterede påstande. Den albanske stat blev dannet på baggrund af en grænsedragning som betød at langt over halvdelen af albanerne og de albanskbeboede landområder stadig den dag i dag ligger udenfor Albaniens. Det er en uhørt diskriminering, uden sidestykke i nyere europæisk historie. Albaniens grænser blev påtvunget uden at befolningen havde nogen mulighed for at udtrykke sin mening. Det skete første gang på stormagternes konference i London i 1912-13.

Uretfærdigheden fortsatte efter 2. verdenskrig hvor albanernes nationale spørgsmål forblev uløst, idet hovedparten af albanerne boede på sammenhængende territorier i nabolandene til den unge albanske stat. Da Jugoslavien blev opløst gennemførte alle de etniske grupper deres egne folkeaftsemninger, som grundlag for oprettelse af de nye stater, som efterfølgende blev anderkendt af det internationale samfund. Også i Kosova blev der afholdt en sådan folkeafstemning. Men på trods af et næsten enstemmigt resultat, var der ingen der anderkendte Kosovas ret til løsrivelse. Hvad man gjort det dengang, kunne man måske have undgået den brutale etniske udrensning af albanerne og den efterfølgende blodige konflikt. Men stormagterne var mere opsatte på at sikre deres egen indflydelse på Balkan end at sikre retfærdighed.

Situationen i Kosova er så dårlig at der hurtigst muligt må komme en afklaring af dets fremtidige status. Grundlæggende set er der ikke så mange muligheder, hvis man erkender at Kosovas fremtid ikke kan forblive uafklaret. Temaet for en folkeafstemning kunne f.eks. være om hvorvidt Kosovas indbyggere ønsker at forblive under Serbien, eller ønsker en sammenlægning med Albanien. Dette kernespørgsmål må ikke igen blive afgjort af stormagterne bag lukkede døre. Beslutningen må træffes af de mennesker der fødes, lever og dør i Kosova. Det helt afgørende er at befolkningen må tage stilling til sin egen fremtid. Kosovas fremtid må afgøres af befolkningen gennem en folkeafstemning.

Med venlig hilsen

Xhemil Zeqiri

Ørholmgade 9 st th
2200 København N