I Makedonien er albanerne langt den største befolkningsgruppe. Alligevel er albanerne her frataget elementære rettigheder. Det har i årtier givet anledning til konflikter og væbnede sammenstød.
Af Xhemil Zeqiri, menneskerettighedsaktivist
20.01.2003
Kære Per Stig Møller! Jeg henvender mig til dig som herboende menneskerettighedsaktivist fra Makedonien for at henlede din opmærksomhed på de store og uløste problemer omkring den albanske befolknings rettigheder.

Det albanske spørgsmål er en af Balkans ældste stridigheder. Den første store aftale om albanerne blev lavet af stormagterne på den såkaldte Londonkonference i 1913. Med streger på et kort blev den albanske nation sønderlemmet. Kun et mindretal af den albanske befolkning kom til at lave indenfor grænserne af den albanske stat.

Hver gang spørgsmålet er kommet op igen, har stormagterne fastholdt denne historiske uretfærdighed. Det var således tilfældet med konferencen i London i 1992 og med den såkaldte Rambouillet-aftale.

Albanerne er aldrig blevet spurgt om, hvordan de ønsker deres fremtid skal udformes. Tværtimod.

Lad mig minde om at spørgsmålet om albanernes status ikke er et spørgsmål om nationale mindretal. I det tidligere Jugoslavien udgjorde albanerne tre millioner og var dermed den tredjestørste befolkningsgruppe og levede på sammenhængende landområder. Flere stater er oprettet på Jugoslaviens ruiner med et betydeligt mindre befolkningsunderlag.

I Kosova, hvor langt over 90 procent af befolkningen er albanere, er befolkningen stadig ikke blevet spurgt om hvorvidt de ønsker at fortsætte deres nuværende status, oprette en selvstændig stat eller indgå et forbund med Albanien. I FN resolution l244 efter krigen på Balkan lovede man at spørgsmålet om Kosovas endelige fremtid ville blive afklaret inden tre år. Der er stadig intet sket.

I Kosova er der også den absurde situation at ledende personer fra den albanske befrielseshær myrdes eller retsforfølges uden grund. Således er f.eks. gruppen fra Dugagjini ledet af general Daut Haradinaj idømt 31 års fængsel uden skyggen af bevis ved en skueproces.

I Makedonien er albanerne langt den største befolkningsgruppe. Alligevel er albanerne her frataget elementære rettigheder. Det har i årtier givet anledning til konflikter og væbnede sammenstød. På trods af utallige løfter er der intet grundlæggende forandret. Aftalen der blev indgået forrige år i Ohrid er i dag brudt fuldstændigt sammen. Løfterne om ligestilling mellem alle befolkningsgrupperne er brudt. I stedet er det makedonske parlament vendt tilbage til de velkendte og diskriminerende holdninger.

Ved parlamentariske valg har man indført den absurde regel at der skal 22.000 albanske stemmer til for at få valgt et parlamentsmedlem, mens der kun behøves 3.000 stemmer for at få valgt en makedoner. Jeg vil opfordre dig som udenrigsminister til klart og utvetydigt at tilkendegive at den danske regering ikke accepterer at der ligger en stat med åbenlyse træk af apartheidpolitik lige midt i Europa.

Jeg er også usikker overfor hvordan det græske EU-formandskab vil forholde sig til det albanske spørgsmål. Hvordan skal man kunne få tillid til at Grækenland vil arbejde for en retfærdig løsning? Den græske stat har endnu ikke den dag i dag taget skridt til at sikre oprejsning til de omkring 300.000 albanere, som blev fordrevet fra området kaldet Chamaria og brutalt undertrykt i årene efter anden verdenskrig.

Det albanske spørgsmål må ubetinget løses nu, så disse historiske uretfærdigheder bringes til ophør. Det albanske folk må have samme ret som alle Europas andre folk til selv at afgøre sin fremtid.
& Arkiveb diplomacia.dk&