Skriver: Xhemil Zeqiri
København: 14. december 2021
Republikken Makedonien blev oprettet den 29. november 1943 i Jajce. Denne republik blev uden tvivl grundlagt til skade for etniske albanere i dette område med albansk flertal.
Efter Anden Verdenskrig blev albanerne og deres landområder i det tidligere Jugoslavien opdelt i 3 dele:
I Makedonien
I Montenegro
I Kosovo.
Et par år senere blev Kosovo genopdelt og fik taget 3 kommuner: Preshevo, Bujanovac og Medvedja, som i dag af albanerne bliver kaldt, ”Det østlige Kosovo”.
Republikken Makedonien er blevet brugt af serbere som et “reagensglas”, for at eksperimentere med fordrivelsen af albanerne i Tyrkiet. Den fysiske og psykiske vold og terror mod albanere blev på den ene side gjort for at realisere nogle hemmelige aftaler med Tyrkiet, hvorpå albanere som den eneste mulighed for at “overleve”på det tidspunkt, havde udvandringen til Tyrkiet.
Fra Skopje regulerede de halvhjerteligt dokumenterne, de såkaldte “visa”, hvori de tvang albanerne til at ændre deres nationale identitet, og hvor de var nødsaget til at erklære sig som tyrkere, fordi, de kun på den måde fik at vide, at de var accepteret af Tyrkiet og iflg. nogle rapporter fra dengang, er over 350.000 albanere flyttet til Tyrkiet med deres familier.
Efter 1991, efter opløsningen af Den Jugoslaviske Føderation, blev Makedonien også uafhængig af denne berygtede føderation.

Hvordan oplevede albanerne de såkaldte “demokratiske” ændringer?
Under det socialistiske system i Jugoslavien, havde albanerne relative mange rettigheder, som var garanteret af den Jugoslaviske forfatning, men hver gang de krævede, at disse rettigheder blev respekteret, endte de altid i domstolene, hvorfra de fik strenge straffe.

Med fremkomsten af det nye system, såkaldt “demokrati”, i begyndelsen troede albanerne oprigtigt, at de var blevet frigjort til at nyde “Den individuelle frihed”, men denne illusions frihed varede ikke længe, kun indtil Republikken Makedoniens blev selvstændigt.
Lige straks begyndte diskrimination, isolation og forfølgelse af albanske intellektuelle og politiske aktivister.
Der var mange overgreb, men her vil jeg forsøge at nævne nogle få af dem:
Etableringen af Tetovas universitet, forårsage flere sårede og døde ofre.
Derefter, de 194 ofre for de to flyulykker, der fandt sted i Republikken Makedonien i 1993. Langt størstedelen af disse 194 ofre var albanere.
Det første flystyrt skete den 5. marts 1993 i Skopje, hvor et Foker 100-fly fra Palair Macedonia Airlines, styrtede ned, kort efter start fra Petrovec Lufthavn. 89 albanere mistede livet i denne tragedie.

I disse situationer er albanere altid blevet og stadig bliver behandlet som en minoritet (selvom albanerne der, er den største etniske gruppe i Makedonien). Jeg understreger, at et mindretal kaldes, når i et land tales der et andet sprog, end flertallet, hvilket ikke er tilfældet i Makedonien.
På grund af den anti-albanske politik, der er installeret i systemet og i den makedonske forfatning, og det kan tydeligt ses, når der skal stemmes til folketinget. Der skal op til 22.000 stemmer for at vælge et albansk parlamentsmedlem , mens det for et makedonsk parlamentsmedlem er nok at stemme 3000 vælgere!
Som et resultat af denne forfatningsmæssige diskrimination havde albanerne i 1991 kun 23 deputerede.
Politiske fangers forening, forsøgte at ændre denne diskrimination, men uden held. Alle de demokratiske midler blev brugt, og endelig blev der den 14. februar 2001 organiseret en protest i Tetovo, af “Foreningen af Politiske Fanger” og “Foreningen af Kvinderne i Makedonien”, i det tilfælde greb politiet ind med magt mod de fredelige demonstranter.
Denne gang kom svaret fra Tetovo slottet; der startede sammenstødet mellem den makedonske hær og den nationale befrielseshær (KLA).

Denne ulige befrielseskrig, men som havde albanernes folkelige støtte i Makedonien, gjorde svimlende fremskridt under kampene. Men da oprørerne nåede landsbyen Aracinovo, nærmede de sig 10 km fra Skopje Lufthavn, som hurtigt kunne falde under UCK’s kontrol, så greb det internationale samfund straks ind med en indtrængende anmodning om at stoppe krigen.
Adskillige politiske politikere og UCK-ledere, begyndte at forhandle med den makedonske regering. Som et resultat af disse forhandlinger blev den såkaldte Ohrid-aftale indgået den 13. august 2001.

Selv om denne aftale på ingen måde imødekom de folkelige krav, accepterede UCK disse ugunstige punkter for albanere og afbrød dens retfærdige befrielseskrig. Dette er alene af den grund, at Den Nationale Befrielseshær ikke var direkte repræsenteret i disse forhandlinger af den politiske ledelse af UCK, men i stedet blev Arbër Xhaferi (Albansk politiker der var del af regeringen) godkendt som stedfortræder af Ali Ahmeti(UCK).
Tragedien for albanerne i Makedonien, begyndte for det første med Republikken Albaniens anerkendelse af staten Makedonien i 1993 uden betingelser; for det andet, med indblanding fra Albaniens præsident, Sali Berisha, blev det eneste albanske parti i Makedonien splittet.
Og endelig medførte Ohrid-aftalen en stop for vold og psykisk og fysisk terror mod albanere. Ohrid-aftalen, eftersom UCK bemyndigede deres politiske modstander til at underskrive ”Ohrid aftalen”, ville naturligvis bringe den fatale fejltagelse og anerkende de alvorlige politiske indrømmelser for albanernes disfavør.
Alt dette had og psykologiske terror begyndte at stige endnu mere, ikke kun fordi Encyclopedia of Makedonien diskriminerer og fornærmer albanere på den mest ondskabsfulde måde, men også på grund af det faktum, at der efter Ohrid-aftalen fortsatte terrorhandlinger mod albanere af diktaturets institutioner i Makedonien. Hermed er nogle overbevisende argumenter for læserne:
Sagen om Burhedin Nuhiu, fængslet i 2002, på livstid uden beviser!
“Sopot”-sagen vedrører en mineeksponering i landsbyen Sopot i marts 2003. For denne sag blev 11 beboere idømt i alt 156 års fængsel. Og overraskende blev de anklagede efter mange år frifundet!
Mord på albanere i Gostivar, hvor to unge albanere blev dræbt af en makedonsk politibetjent, og han blev ikke straffet!

Sagen om landsbyen Brodec, den 7. november 2007, i politiaktionen “Mountain Storm”, hvor 6 mennesker blev dræbt, mens 13 andre mennesker blev arresteret og dømt. En af dem, Hanif Dervishi, døde i fængslet.
Sagen om Harun Aliu, kommandør “Kushtrimi”, som blev dræbt den 12. maj 2010 nær Radusha, men mistanken er, at hans henrettelse fandt sted et andet sted. Shaban Zenuni fra Merova, Xhafer Shala og Qemajl Fejzullahu faldt også sammen med ham i det organiserede baghold.
Alfa-sagen, som fandt sted i april 2010. Rexhail Qerimi fra landsbyen Opaja i Kumanovo og Agim Islami fra Skopje blev idømt livsvarigt fængsel for dette mord, mens Ramadan Shaqiri blev idømt ni års fængsel, anklaget for samarbejde i forbrydelse. Almir Dropljani, der var på flugt, men senere blev udleveret til Makedonien for at afsone sin fængselsdom, blev også idømt livsvarigt fængsel.

“Monsters”-sagen, hvor seks albanere Halil Demiri, brødrene Afrim og Agim Ismailovic, Fejzi Haziri, Haki Haziri og Sami Luta blev idømt livsvarigt fængsel i 2012, anklaget for at have begået fem mord i Smilkova-søen, dog uden at fremvise beviser herom.
En bus med albanske gymnasieelever fra Kumanovo blev stenet i 2012 i landsbyen Lubograd i Makedonien. To gymnasieelever fra Kumanovo blev såret i hændelsen.

Tragedien i Llaskarca, hvor 16 indbyggere i Gostivar mistede livet. To år efter ulykken verserer der stadig en retssag, hvor seks personer er tiltalt, og konstateringen af ansvaret og de omstændigheder, hvorfra tragedien var forårsaget, er stadig i gang.
Under presset fra disse tragedier kunne medlemmer af UCK naturligvis, efter disse diskriminerende udviklinger iscenesat af makedonske statsinstitutioner, mod den albanske etnicitet af folkedrab, ikke stå passivt.
Først angreb de en politistation, men der var ingen tilskadekomne, for det faktum, at det ikke var deres hensigt at dræbe politibetjente som hævn, men angrebet var rettet mod at tiltrække de makedonske institutioners opmærksomhed, ifølge motto: Vær forsigtig! Stop med volden mod albanere i Makedonien! Så de afvæbnede simpelthen politibetjentene og gik.

Oprørerne ventede i flere måneder, men desværre var der ingen positiv reaktion fra den højreorienterede regering af Nikola Gruevski ?!
Så medlemmerne af UCK, som kæmpede i 2001 , samledes lovligt i “de modiges naboskab”, i Kumanovo, et kvarter, der udelukkende er beboet af albanere, for at diskutere yderligere politiske udviklinger hen imod gennemførelsen af de aftaler, der er godkendt og accepteret af de makedonske statsinstitutioner.

Dette møde blev pålagt på grund af det faktum, at de albanske partier i denne republik har opgivet kravene om albanernes rettigheder i MAkedonien; de var længe blevet forvandlet til håndlanger for den anti-albanske regering.
Men den 9. maj 2015, den højreorienterede regering Nikola Gruevski, uden varsel, mens de tidligere UCK soldater var samlet i Kumanovo, for at diskutere spørgsmålene om mulighederne og hvordan man kan sætte albanernes rettigheder på vejen til en løsning, og efter en lang diskussion, var de faldet til ro (sov), blev angrebet af politiet og visse styrker af den makedonske hær uden varsel.

Dette bekræftede det faktum, at medlemmer af UCK, nu kendt som “Kumanovo-gruppen”, var fanget i forræderi; netop fra de albanske vasaller af Gruevskis regering.
Deltagerne i det møde (“Kumanovo-gruppen”), da de pludselig blev angrebet, selvfølgelig uden at vide, af hvem de blev angrebet, og hvorfor de blev angrebet, besluttede at forsvare sig selv, med de lette våben, som de havde taget med, for deres egen sikkerhed og ikke for at angribe de statslige institutioner.

I den ulige kamp, som varede 2 dage, blev flere medlemmer af den gruppe (tidligere medlemmer af UCK) dræbt. Med indgriben udefra ophørte konflikten.
De resterende af Kumanovo-gruppen overgav sig i håbet om, at forhandlingerne ville fortsætte…

Grundretten i Skopje dømte medlemmerne af “Kumanovo-gruppen”, anklaget for “terrorisme”, til i alt 746 års fængsel for disse begivenheder den 9. og 10. maj 2015, selv om Gruevski regering den pågældende terroristiske aktion, selv havde iscenesat.
I alt blev der 37 personer sigtet for handlingen “terrorisme”:
7 af dem blev idømt livsvarigt fængsel,
13 af dem med 40 års fængsel,
6 af dem med 20 års fængsel osv.…

To medlemmer af Kumanovo – gruppen, Beg Rizaj og Mirsad Ndrecaj, blev dræbt af politiet, uden retssag. Så, konflikten den 9. og 10. maj 2015 i “De modiges naboskab” i Kumanovo medførte uden tvivl nogle ændringer, der virkede positive. Den Beograd-orienterede fascistiske højrefløjsregering faldt; selvfølgelig ved valg /, fordi albanere stemte på det pro-europæiske socialdemokratiske parti i håb om forbedring i dagligdagen. Da han kom til magten, orienterede Zoran Zajevs parti Makedonien mod vesten og NATO; det havde og har stadig ambitioner om EU-medlemskab, men terroren med systematisk vold mod albanere er han tilsyneladende ikke i stand til at stoppe.

Selvfølgelig blev denne politik (ført Zoran Zajev) også straffet af de albanske vælgere ved lokalvalget i efteråret 2021, hvor landets premierminister blev tvunget til at træde tilbage, men så fortrød han og så vendte han tilbage igen som premierminister!
Nu stilles spørgsmålet:
Da ingen rapport eller straffesag mod albanere, efterforskes seriøst af staten Makedonien, forbrydelser, som jeg nævnte nogle af dem ovenover, så synes jeg, at det ville være godt at Kosovos regering griber ind over for internationale retsinstitutioner, med henblik for at efterforske disse forbrydelser fra den makedonske stat mod albanerne der. Her vil jeg især fremhæve de forræderiske mord på kommandør “Telit” (Lefter Koxhaj), kommandør Harun Aliu, “Kushtrimi” og mordene på Beg Riza og Mirsad Ndrecaj, der blev dræbt uden rettergang, selvom de havde overgivet sig.