Fra:  Xhemil Zeciri, København

Tirsdag, 22. juni, 2004

til FN’s generalsekretær Kofi Annan (Kopi til udenrigsminister Per Stig Møller)

Som mangeårig menneskerettighedsaktivist og formand for den danske afdeling af
komiteen til forsvar for menneskerettigheder i Kosova, retter jeg denne henvendelse til
dig, for at henlede din opmærksomhed på en række brændende problemer i
Kosova.Den seneste tids begivenheder i Kosova viser endnu engang den dybe
frustration hos albanerne i Kosova, fordi der endnu ikke er fundet varige løsninger på
det albanske spørgsmål.Det albanske spørgsmål er ikke et nyt problem. Det strækker
sig helt tilbage til Londonkonferencen i 1912/13 hvor stormagterne besluttede at
sønderlemme den albanske nation. Da Balkans grænser blev trukket dengang, befandt
hovedparten af albanerne sig udenfor Albaniens grænser, indlemmet i nabolandene
uden selv at være inddraget i beslutningsprocessen.I det tidligere Jugoslavien boede 3
millioner albanere, først og fremmest i Kosova og Makedonien. Det lykkedes aldrig at få
samme rettigheder som Jugoslaviens øvrige folk. Albanerne blev behandlet som et
nationalt mindretal, på trods af at albanerne udgjorde den tredjestørste
befolkningsgruppe i landet. Mens både slovenere, bosniere, kroatere, serbere og
makedonere fik sikret deres nationale særtræk og rettigheder i egne republikker, fik
albanerne i Kosova aldrig en sådan status. Tværtimod blev albanerne gang på gang
brutalt undertrykt, og Kosova udviklede sig til Jugoslaviens fattigste område.Der er
ingen tvivl om at den manglende løsning på det albanske spørgsmål var en vigtig del af
årsagen til Jugoslaviens opløsning. Da de forskellige republikker løsrev sig fra
Jugoslavien skete det blandt andet på baggrund af folkeafstemninger, hvor folkene
udtrykte deres ønske om at oprette en selvstændig stat.Også albanerne gennemførte
en sådan folkeafstemning, der viste en næsten enstemmigt krav om løsrivelse. Men det
internationale samfund afviste at acceptere albanernes ønske. Det fik skæbnesvangre
konsekvenser, som kulminerede med NATO’s militære angreb på Serbien.Albanerne
håbede at der nu endeligt ville komme en varig løsning, i overensstemmelse med
befolkningen ønsker. Men det skete ikke. På trods af at der er gået en årrække siden
krigen, er situationen grundlæggende set uforandret. Derfor er albanerne er blevet
stadigt mere kritiske overfor FN’s administration i Kosova (UNMIK) tilstedeværelse.De
seneste begivenheder i Kosova viser meget tydeligt, at frustrationerne vokser og
vokser og spontant kan bryde ud i lys lue, hvis albanerne føler sig groft provokeret.
Ansvaret for de blodige sammenstød i Kosova blev ensidigt placeret på albanerne på
trods af at f.eks. talsmanden for KFOR Jim Moran åbent har erkendt at alle aktører,
herunder KFOR, UNMIK og de politiske partier har et medansvar.Jeg opfordrer dig
derfor indtrængende til at nedsætte en uafhængig kommission til at undersøge
baggrunden for den seneste tids tragiske begivenheder i Kosova, som et forsøg på at
stoppe voldsspiralen.Den albanske befolkning i Kosova ønsker at leve i fred med sine
naboer. Albanerne har ingen interesse i at fordrive serberne eller andre fra Kosova.
Derimod er der et dybtfølt ønske om at sikre alle befolkningsgrupper lige rettigheder.
Det er den eneste måde at sikre varige og bæredygtige løsninger, ikke alene i Kosova,
men også for de hundredtusinder af albanere, der lever i Serbien eller for de op mod 1
million albanere i Makedonien. Jeg opfordrer dig til at arbejde for en løsning i
overensstemmelse med hvad befolkningen i Kosova ønsker. Albanerne i Kosova er ikke
et nationalt mindretal. Vi udgør 95 % af befolkningen i Kosova. Folket her har samme
ret til at beslutte sin egen skæbne, som de andre folk havde det i det tidligere