Af-Jens Chr. Grøndahl
Forfatteren Jens Chr. Grøndahl tog til Balkan og byen Tetova i Makedonien for at deltage i et tribunal til støtte for den fængslede kosova-albanske forfatterkollega Ukshin Hotin. Det blev en lang rejse med mange refleksioner.

Thank you for reading this post, don't forget to subscribe!

Spidse som nåle står de i det fjerne, minareterne, under de sneklædte bjerge. Nøgne popler passerer langs markernes brune ælte, spinkle som fjer mod den tomme himmel. Er jeg stadig i Europa?Spørgsmålet forbliver ubesvaret og diffust, selv om sollyset er hårdt og klart. Undervejs fra lufthavnen passerer vi Skopjes udkant; ensomme betonkasser på sletten foran bjergene, sorte bilværksteder og støvede butikker med importerede varer fra Tyrkiet. Ved vejen en barakby, næsten indisk i sin sølede, sammenflikkede elendighed, og i vejkanten tiggende sigøjnerbørn i hjemme sko, med uglet hår og slidte trøjer.FREDAG
Derpå igen øde strækninger hvor vejen snor sig ind mellem skråningerne. Forude bliver bjergene stejlereog højere, helt hvide øverst oppe mod den lyseblå vinterhimmel. Det er Kosova derinde bag de stejle bjergsider. Tetova hedder mit bestemmelsessted, en moderne by, men nedslidt i sin gråtonede jugo-modernisme. Der vokser fyrretræer mellem betonfacaderne, og den beskidte sne ligger stadig klumpet sammen langs fortovene, hvor hullerne i belægningen har opsamlet regnvandet i brune pytter. Men igen bliver jeg opmuntret af minareternes løfterige fremmedhed, og rundt omkring ser jeg ældre mænd med den runde, hvide filthat på hovedet, som er albanernes traditionelle hovedbeklædning. Jeg bliver vist ind i en forfalden kontorbygning, op ad en dyster trappe, og lidt efter sidder jeg i et iskoldt kontor møbleret med en mosgrøn sofagruppe, et skrivebord så blankt at man kan spejle sig i det og et rødt flag med den albanske ørn på; sort, med to hoveder og fliget fjerdragt, så jeg kommer til at tænke på H.C. Andersens silhouetklip.

Men jeg har ikke tid til at fortabe mig i drømmerier nu, hvor det nøgne rum fyldes af frakkeklædte mænd. Jeg giver hånd raden rundt, og de tager plads omkring mig i sofaarrangementet. En dreng bringer kaffe fra en nærliggende café. Man betragter mig afventende. Jeg er inviteret som repræsentant for Dansk PEN, men det føles næsten, som om jeg i deres øjne repræsenterer hele den vestlige verden. Nogle af dem taler lidt tysk eller engelsk, og min vært taler fransk. Han er en lille, venlig mand i fyrrerne, og hvis det ikke var for den albanske ørn på væggen og emnet for vores samtale, kunne han lige så godt være en skolelærer fra Montpellier. Jeg tiltaler ham på engelsk, og en pige oversætter. Hun er det eneste feminine indslag i den mandeverden, jeg er dumpet ned i, men hun er til gengæld yndig, Miranda, og hun udtrykker sig og går klædt som alle andre unge piger i Europa. I det hele taget bliver jeg under de følgende dages samtaler klar over, hvor mystificeret vores billede er af disse albanere, som vi gennem de sidste ti år har lært at opfatte som ofre – for serberne i Kosova og for hinanden i det opløste og dunkle Albanien. Ofre har mærkværdigvis ikke noget ansigt, kun en maske af sorg og uforståelig lidelse som man forsøgsvist og skyldbevidst gør til genstand for sin medfølelse. Mens Miranda oversætter frem og tilbage mellem albansk og flydende amerikansk, genser jeg for mit indre blik de vandrende skarer på bjergvejene, belæsset med hvad de nu fik med sig, familierne i flygtningelejrenes telte, som også her i området var ved at briste af tragedie. Vi fik ondt af dem, vi bombede deres bødler, vi sendte mad og tæpper.

Vi har endelig engageret os, vist har vi så,og de har været os taknemmelige, både for bomberne og tæpperne, men har vi forstået, hvem de er? Har vi lyttet til deres historie? Er de andet for os end ofre, forhutlede og primitive, fanget i Balkans sump af mudder og blod?Min vært betragter mig opmærksomt gennem sine store, let røgfarvede briller. Xhevat Ademi er formand for The Forum of Former Political Prisoners in Macedonia. Han fortæller, at organisationen har 1700 medlemmer, allesammen albanere der har afsonet fængselsstraffe, nogle mens Makedonien endnu var en del af Jugoslavien, andre gennem det sidste årti. Såvel før som siden var anklagen den samme: albansk separatisme og statsundergravende virksomhed. En uretfærdig anklage, siger Xhevat Ademi, der erklærer, at det er hans organisations formål at rehabilitere de tidligere fanger, skabe offentlig opmærksomhed omkring deres historier og bidrage til en fredelig og demokratisk udvikling i Makedonien. Jeg skæver op til den albanske ørn på flaget bag ham; den hænger med de sorte vingerog ser ikke specielt farlig ud. Drømmer min vært mon alligevel om et Storalbanien?Jeg tror det ikke.

Hverken Kosovas eller Makedoniens albanere har vel nogen særlig interesse i at blive tøjret til den synkende skude, som Albanien er, både politisk og økonomisk. De pan-albanske gebærder virker snarere som en skyldig reverens over for et kulturelt fællesskab, som altså i Makedonien anses for at være en trussel mod den nationale sammenhængskraft. Skønt albanerne har deres egne politiske partier med plads i parlamentet, så føler de sig alligevel behandlet som andenrangsborgere. Xhevat Ademis egen organisation er først for et år siden blevet lovlig, og regeringen har endnu ikke villet anerkende det albanske universitet, man har oprettet her i Tetova som en følge af de unge albaneres vanskeligheder med at blive optaget på universitetet i Skopje. Indtil videre foregår undervisningen i private hjem, ligesom det var tilfældet med de alternative albanske læreanstalter i Kosova i de sidste ti år af serbernes undertrykkende regime. Miranda supplerer ham. Selvom albanerne udgør 35 procent af befolkningen, er universitetets kvote for albanske studerende kun på fem procent. Dertil kommer, at det er makedonske professorer, der skal vurdere de albanske studerende ved optagelsesprøverne. Jeg kan ikke gennemskue, hvad der er reel forskelsbehandling i det, hun fortæller mig, og hvad der blot er mistro og negative forventninger. Men mistroen må have en årsag, tænker jeg.

I de følgende dage hører jeg gang på gang om kløften mellem det makedonske befolkningsflertal og albanerne, der føler sig diskrimineret, hvad enten det gælder mulighederne for at få en uddannelse og et job eller retten til at udfolde deres kulturelle identitet. Xhevat Ademi fortæller, at Makedoniens befolkning ifølge den gamle forfatning bestod af ‘makedonere, albanereog andre’, hvorimod den efter forfatningsændringen blot består af ‘makedonere og andre’. En stramning, der angiveligt skulle afspejle den tiltagende nationale chauvinisme. Jeg lytter. Jeg kan ikke gøre andet. Men hvad mener jeg om Ukshin Hotin? Xhevat Ademi ser afventende på mig gennem sine store briller. Alle disse navne. Jeg kan jo ikke engang finde ud af at udtale dem ordentligt. Ukshin HotinÉDet er lidt pinligt, for han er faktisk grunden til at jeg sidder her i et uopvarmet kontor på Balkan, mellem sneklædte bjerge. I morgen skal jeg tale ved et møde, hvis fraværende hovedperson er denne Ukshin Hotin, men det er kun fåog lakoniske oplysninger, International PEN i London har kunnet forsyne mig med:Kosova-albansk professor, sociolog, forfatter og politisk filosof, mangeårige fængselsophold på grund af sit politiske arbejde for et uafhængigt Kosova.

Ledende medlem af et kosova-albansk parti. I en periode udenrigsminister for det tidligere Jugoslavien. Nomineret til Sakharov-prisen 1998. Hans seneste fængselsstraf udløb i maj sidste år, hvorpå han skulle have været løsladt fra Dubrava-fængslet i Kosova. Men på det tidspunkt var NATO’s bombardementer for længst i gang, og sammen med andre kosova-albanske intellektuelle som f.eks. digteren og børnelægen Flora Brovina blev han bortført til et fængsel i Serbien og efter sigende anklaget for terrorisme. Begge skal have lidt fysisk overlast under fangenskabet. Disse forfattereog intellektuelle er blevet gidsler i spillet om Kosova. Man ‘glemte’ tilsyneladende at få dem med i den aftale med serberne, der takket være Ruslands tvivlsomme velsignelse afsluttede NATOs kampagne. Nu risikerer de at blive ofret som den pris, der betales for en skrøbelig og uklar fred. Mødet i morgen skal skabe opmærksomhed om deres uvisse skæbne. Men i London ved PEN ikke rigtig, hvad man skal mene om denne Ukshin Hotin. Har han monstro været fortaler for voldelig modstand mod serberne? I så fald kan PEN ifølge sit charter ikke hjælpe ham. Ytringsfriheden og dens fredelige anvendelse er PENs anliggende, ikke de undertryktes frihedskamp.

I mit stille sind spørger jeg mig selv, om det ene kan adskilles fra det andet, i virkeligheden: Balkans kaotiske og voldelige virkelighed. Xhevat Ademi er forbavset over, at PEN kan være i tvivl om Ukshin Hotins status. Under samtalerne med min vært og hans venner får jeg efterhånden indtryk af, at sociologiprofessoren er noget i retning af en kosova-albansk Mandela. Især hæfter jeg mig ved, at han beskrives som fortaler for multi-etnisk tolerance og kvindernes ligeberettigelse, idet han i sine skrifter skal have kritiseret den traditionelle albanske kulturs patriarkalske familiestrukturer. Det er vist også tiltrængt, tænker jeg, i betragtning af at selv en oplyst og intellektuel organisation som Xhevat Ademis øjensynlig er en ren herreklub. Jeg får også tilbudt en forklaring på, hvorfor professor Hotin er så relativt ukendt i Vesten. Igen mærker jeg, at forholdene på Balkan ikke nødvendigvis bliver tydeligere, fordi man kommer tættere på. Tværtimod truer de hele tiden med at fortone sig i en tåge af rygter, mistillid, formodninger og motivforskning.

Xhevat Ademi citerer, hvad den berømte albanske forfatter Ismail Kadaré skal have sagt om ham: ‘Når løven er fraværende, bliver aberne konger’. Aberne, det er de politiske skikkelser i Pristina, der er ved at køre sig selv i stilling som fremtidige ledere af en uafhængigt Kosova.Og løven er denne professor der – hvis han stadig er i live – åbenbart vil kunne feje dem alle af banen som omdrejningspunkt for en kommende regeringsdannelse. Jeg lytter. Hvad skal jeg ellers gøre? Udenfor er solen krøbet i skjul bag en højderyg, og der hviler et lysegråt skær over byen, men sneen lyser stadig i en gylden strimmel på en bjergkam mod øst. Lysskiltene med kyrilliske bogstaver bliver tændt over indkøbscenteret af beton på den anden side af gaden, og minareternes højttalere toner gennem trafikkens osende mumlen med deres ligesom fortabte, længselsfulde kalden.

Mokom Zeqo tager mig hele tiden under armen, mens vi går hen ad gaden, måske for at redde mig uden om hullerne i fortovet med deres bundløst brune vandpytter, måske bare for at være venlig. Han er en rank, værdig mand omkring de tres, klædt i slips og skindjakke, på én gang formel og afslappet. Skyggen på hans gamle, bulede hat er slået en anelse op fortil, lettere pikaresk. Hans blik lyser af ånd og selvfølelse, men værdigheden justeres hele tiden af noget skælmsk og lattermildt. Overalt mødes han med respekt. Han er også forhenværende kulturminister for Albanien og direktør for nationalmuseet i Tirana. Der er noget, han vil vise mig. Et albansk monument, siger han. Jeg forestiller mig et eller andet i heroisk granit. Langs fortovskanten sidder mænd og drikker kaffe af små kopper, og skopudserne kaster lange blikke efter mine sorte sko.

Jeg skulle alligevel have taget vinterstøvlerne med, men ifølge atlasset derhjemme liggerTetova på samme breddegrad som Rom. Idiot, hvisler jeg indvendigt ad mig selv på mine kolde fødders vegne, mens Mokom Zeqo gelejder mig uden om en snedrive. Han spørger, hvilke forfattere jeg holder af. Flaubert, Proust, siger jeg. Borges, svarer han. Der er noget frimureragtigt ved at udveksle disse ædle navne på sådan et hullet fortov mellem facader af forvitret, eks-jugoslavisk beton. Der er intet, der kan knytte fremmede til hinanden som navnene på døde forfattere, selv om vi har læst dem på hvert vores sprog. Han haler mig med ind i en lille antikvarboghandel, hvor alt synes dækket af den samme grå støvfilm, selv boghandleren der sidder og ryger, mens han taler i et fedtet telefonrør. De fleste af bøgerne er på albansk, og kendte navne dukker frem af den lokale stavemådes besynderligheder: Stajnbek, Viktor Hygo, Dzjak London. Lidt efter er vi fremme ved målet for vores spadseretur.

Moskeen er den ældste og vigtigste i området, bygget i 1500-tallet, fortæller Mokom Zeqo, mens vi går gennem en dør i muren omkring moskeens lille have med blomsterbede og smalle grusstier. En gammel mand sidder mellem søjlerne foran indgangen. Vi tager skoene af og hilser med en hånd på hjertet. Salaam aleikum. Det spraglede gulvtæppe føles klamt under strømpefødderne, men inden for er tæpperne tørre og lune at gå på. En stor krystallysekrone oplyser det tomme rum. Nogle ældre mænd sidder i et hjørne og beder. Det er som at stå midt i et kalejdoskop, hvor tæppernes orientalske krims krams flyder sammen med væggenes kalligrafisk slyngede sura’er indrammet af blomster og plaketter i trompe l’oeil. Stilen er en blanding af østrigsk barokog tyrkiske farver og mønstre, sensuel og åndfuld på samme tid. Jeg kommer til at tænke på Matisse, den kontemplative blidhed i hans interieurer, sammenfletningen af bladranker og arabesker. Under loftet løber en frise hele vejen rundt med prospekter fra Istanbul: Minareter og sejlskibe set fra Bosporus-strædet.

Et noget ældre vægmaleri forestiller kaaba’en i Mekka. Lyse, messende stemmer klinger ud fra balkonerne over os. Jeg tror først, at det er kvinder, men da vi kommer op ad den snævre trappe sidder en gruppe drenge på ti-tolv år og læser højt fra Koranen. Vi hilser på endnu en gammel mand, drengenes lærer,og sætter os ved siden af ham på puderne langs endevæggen. Moskeen synes at være et sted for purunge drenge og gamle mænd, et kysk, maskulint refugium. Det er ren udenadslære, fortæller Mokom Zeqo. Drengene forstår ikke et ord af, hvad de lirer af sig. Han smiler skævt og stryger den gamle mands ryg. En af drengene bliver kaldt frem. Han står og svajer lidt foran os i sin træningsdragt, mens han reciterer med et fjernt blik. Hans ansigt er bredt, med bløde træk og fyldige læber. Som tegnet af Matisse, falder det mig ind.

Jeg ser mig omkring, mens jeg lytter til hans klare stemme, der snubler sig gennem den arabiske tekst. Det dunkle rum er aflangt og lavloftet. Også her er gulvet dækket med tæpper, og væggene er ligesom nedenunder bemalet med blomsterornamenter. I vinduerne står der grønne planter i brede urtepotter, en transportabel elovn sørger for opvarmningen. Et uventet ord trænger sig på. Hygge. Moskeen er et intimt sted, hvor den religiøse hengivelse ubesværet blander sig med en jordnær og nænsom atmosfære. Måske er det potteplanterne, der gør det, og tæppernes bløde frodighed af farver og geometri. Det er i hvert fald noget andet end de danske landsbykirkers hvidkalkede, livsfornægtende askese. Her er hyggeligt, nærmest hjemligt. Jeg ville gerne være blevet i koranskolen. Jeg kunne have tilbragt hele eftermiddagen med at meditere og døse på puderne dér, men vi skal videre, virkeligheden venter derude, grel og politisk, med beskidte snedriver og trøstesløs beton.

Tribunalet om Ukshin Hotin afholdes i det kommunale kulturhus. Gardinerne er omhyggeligt trukket for vinduerne i salen, der gør et dystert indtryk med sine mørklakerede træpaneler. Langsomt fyldes den af mænd, de fleste klædt i jakkesæt og diplomatfrakker. Jeg får at vide, at en del af gæsterne er kommet hertil fra Albanien og Kosova, og jeg bliver præsenteret for redaktøren af den kosova-albanske avis Rilindja; en spinkel, forfinet mand med blide øjne og en aristokratisk profil. Aldersgennemsnittet holder sig et pænt stykke på den grå side af de halvtreds. En af tilhørerne har en gigantisk fez på, omtrent på størrelse med urtepotterne i koranskolen, men ellers ligner de tilstedeværende en hvilken som helst forsamling af sydeuropæiske akademikere og intellektuelle. Blot er her ingen kvinder, bortset fra Miranda der skal oversætte min tale til albansk. Xhevat Ademi har også fået jakkesæt på. Han tager plads ved siden af talerstolen, som er dekoreret med organisationens emblem. På væggen bagved hænger det røde flag med den sorte ørn, og det går op for mig, at den vil komme til at svæve over mig i al sin albanske symbolik, når jeg om lidt bliver kaldt op for at tale til forsamlingen. Mødet indledes med at alle rejser sig.

Fra højttalerne lyder en hymne afsunget af et henført herrekor. Er det albansk nationalisme for fuld udblæsning? Er jeg blevet shanghajet som så mange velmenende og naive danskere er blevet det før mig, i de dubiøse venskabsforeningers ikke så fjerne tidsalder? Skal jeg tages til indtægt for noget, jeg ikke selv kan gennemskue, med albanske ørnevinger trukket ned om ørerne?Jeg skæver til de snurrende videokameraer, som et par unge mænd allerede vimser omkring med. Så begynder talerne, den ene efter den anden, og jeg forstår af gode grunde ikke et suk. De ligner nu ikke aggressive nationalister, de talende jakkesæt under den sorte ørn, heller ikke Mokom Zeqo, der så vidt jeg kan fornemme det er blandt de mest veltalende, da han uden manuskript får tyve minutter til at gå med sin rolige stemme og sit snart værdige, snart skælmske blik. De skiftende talere lyder og gebærder sig som intellektuelle, som repræsentanter for det akademiske og politiske establishment, modereredeog modulerede i deres tonefald, snart eftertænksomme, snart med en humoristisk sidebemærkning.

Der bliver ikke tordnet, kun talt, og det virker både reflekteret og argumenteret alt sammen, men jeg er helt overladt til min intuition og det sympatiske indtryk, jeg indtil nu har fået af mine værter. Mens jeg venter på, at det skal blive min tur, overvejer jeg min egen medbragte og spontane mistænksomhed over for ethvert tegn på nationalt sindelag. Man kan vel ikke rigtig fortænke mig i den, mistænksomheden, når man tager i betragtning hvad det ene eller det andet nationale sindelag har ført med sig af grusomhedog blodsudgydelser på Balkan. Alligevel får de reflekterende og argumenterende herrer i jakkesæt mig til at tænke på en omstændighed, man som dansker har let ved at overse: Det er lettere at være kosmopolit, hvis man har et pas. Vi andre har haft mere end hundrede år til at udvikle vores demokrati inden for nationalstatens rammer. Det er baggrunden for, at vi kan eksperimentere med at udvide demokratiet til at være et fælles, europæisk projekt. Men ingen har endnu set demokratier vokse frem inden for rammerne af andet end suveræne nationer. Vores glemsomhed på dette punkt kan måske være med til at forklare den misère, at Kosova nok er blevet befriet for sine serbiske tyranner, men ikke desto mindre fortsat, i det mindste på papiret, er en del af Serbien.

De vestlige allierede er kørt godt og grundigt fast i Balkans mudder. Men hvorfor skulle Kosovas albanere ikke have ret til at ønske sig national selvstændighed? Det var trods alt den, UCK kæmpede for nede på landjorden, mens NATO’s piloter med vekslende held bombede serbisk beton og isenkram fra de øvre dele af ozonlaget, bekvemt uden for luftværnsraketternes rækkevidde. Jeg hører Xhevat Ademi sige noget, der lyder som ‘Danmark’. Han ser på mig og smiler opfordrende. I min tale udtrykker jeg PEN’s solidaritet med de albanske intellektuelle, der endnu sidder som gidsler i de serbiske fængsler. Gidsler for en Milosevic, der langt fra er færdig med sine diabolske manipulationer. Gidsler for de vestlige allierede, der ikke kan beslutte sig for at fuldføre, hvad man er begyndt på. Jeg udtrykker desuden PEN’s bekymring for de serbiske intellektuelle i Kosova, der i lighed med andre tilbageblevne serbere gennem de seneste måneder er blevet fordrevet fra deres hjem og udsat for vold eller trusler fra ekstremistiske elementer i den albanske befolkning.

Og jeg opfordrer de forsamlede til også at tage deres serbiske kolleger i forsvar, kolleger der deler de samme humanistiske værdier som os. Det er med en anelse sved på panden, at jeg løfter blikket fra mit manuskript og ser ud over forsamlingen, men der er ingen krumsabler i sigte. ‘Humanistiske værdierÉ’, tænker jeg og møder tilhørernes fremmede, uudgrundelige blikke. Måske er det virkelig andet og mere end en besværgelse?I min tale citerer jeg en af de andre kosova-albanske fanger, der sammen med Ukshin Hotin er anledningen til dagens møde i TetovaWeekend i Makedonien-Forfatteren Jens Chr. Grøndahl. Digteren Flora Brovina blev i december måned stillet for en serbisk domstol, hvor hun udtalte: ‘Jeg er meget glad for, at mit hjemland ikke er af den størrelse, som De forbyder. Mit land er meget større. Mit land udstrækker sig til ethvert sted, hvor jeg har venner og hvor mine digte bliver læst’. Mens jeg citerer Flora Brovina, kommer jeg i tanke om min samtale med Mokom Zeqo om formiddagen, på vej hen til moskeen. Jeg tænker igen på Flaubert, Proust og Borges. Bøgerne rejser fortsat uden pas. I litteraturen er vi alle fremmede og dog forbundne; sprogene er nationale, men vore fortællinger søger hinanden hen over grænserne.

Under viadukterne på vej ud af Tetova står folk ubevægelige i sølet og venter, sikkert på en bus, men de ser ud, som om de har stået der altid. Tågen udligner afstandene og får bjergene til at fortone sig som noget halvvejs husket, halvvejs glemt bag de forbipasserende popler, minareter og reklameskilte på de sorte marker. Der er nogle timer til at flyet afgår, og jeg beder taxachauføren om at sætte mig af ved busstationen i Skopje. På markedet i den gamle albanske bydel kan man købe kassettebånd, høns, frakker, fetaost, hjemmesko, zinkbaljer og flåede lam. I de små pavilloner med flade, pyramideformede tegltage sidder mændene med deres kaffe og ser ud i den grå søndag. De ser mig ikke, jeg er her allerede ikke mere. Jeg sidder i et fly mellem andre vesteuropæere med mudderstænk på bukseopslagene. Man undgår det ikke, Balkans mudder. Da jeg er på vej ind i lufthavnsbygningen i Wien, spørger en dame fra Austrian Airlines om mit bestemmelsessted. Hun vil også vide, hvad for et pas jeg har. Derpå viser hun mig venligt rulletrappen op til transithallen, og jeg forstår, at det rødbedefarvede har sparet mig for en betydelig omvej. Jeg kan sagtens være kosmopolit, tænker jeg, da endnu et fly løfter mig op i aftenrøden med snuden mod København.-