Xhemil Zeqiri

/FrA arkiven Diplomacia.dk/
Et svar til Meri Trajkovska

I Politiken lørdag den 23. juni har Meri Tjajkovska (MT) et debatindlæg. Hendes budskab er, at der ikke findes apartheid i Makedonien, som jeg påstod i mit debatindlæg ”hjælp mod blodsudgydelser” i Politiken den 18. juni.

I Makedonien har albanerne ”grundskoler, gymnasier, et seminarium og et privat universitet”, ja der er endog albanske partier i regeringen. Derfor er der ikke apartheidpolitik i landet, påstår MT. Hun tillader sig endog at sætte tvivl ved om jeg kender forholdene i mit eget land.

Jo, Meri Trajkovska, jeg kender udmærket forholdene i Makedonien. Jeg har prøvet at opsøge en politistation for at aflevere et brev til myndighederne. Da jeg spurgte en betjent hvor jeg skulle aflevere brevet, blev jeg overfaldet og gennemtævet i fem timer. Årsagen var den simple, at jeg tillod mig at bruge mit modersmål albansk. Jeg er ikke den eneste. Min egen historie er et symptom på hvordan den nationale undertrykkelse af albanerne fungerer i praksis.

På trods af at albanerne er den største befolkningsgruppe i Makedonien er vi stort set udrenset fra den offentlige sektor. Albanerne her kan tælles i nogle få hundrede, heri blandt netop et par kransekagefigurer i toppen, som ministre, parlamentsmedlemmer eller ambassadører.
Situationen i hæren illustrerer hvordan hele samfundet fungerer. Albanerne udgør flertallet af soldaterne, men findes kun som en ubetydelig minoritet i officerskorpset.

Lad os nævne en så almindelig ting som albanernes navne. Jeg hedder i virkeligheden Xhemil. Det er det navn mine forældre gav mig fra fødslen. Men i de makedonske papirer insisterer man på at jeg skal have en slavisk udgave af mit albanske navn Dzemil. Det er der ingen mennesker der hedder. Det er ikke kun mit problem. Sådan er det for alle albanere. Magthaverne ændrer vores navne, vores bynavne og så videre.

I Østmakedonien koster det et symbolsk beløb at få tilladelse til at bygge et hus. I Vestmakedonien – hvor albanerne bor – koster en sådan tilladelse titusinder af kroner og skal ofte suppleres med bestikkelse. Det samme gælder når vi skal have installeret telefon, strøm osv. Ingen mennesker vil finde sig i en sådan forskelsbehandling.

I de danske medier har der tidligere været dokumenteret hvordan albanske kvinder er blevet steriliseret mod deres ønsker. Med tal og kendsgerninger er apartheidpolitikken blevet omfattende dokumenteret blandt andet af den respekterede menneskeretsorganisation Humen rigths Watch i dens rapporter i både ’96 og 98’. Denne organisation forudså i øvrigt at albanerne ville blive presset ud i en opstand, hvis ikke apartheidpolitikken blev stoppet.

Lad mig forsikre Meri Trajkovska og den demokratiske opinion i Danmark, at den albanske befolkning ikke er terrorister. Vi ønsker en fredelig dialog, men den er kun mulig hvis undertrykkelsen stoppes og alle parter accepterer at albanerne i Makedonien skal have samme nationale og sociale rettigheder, som makedonerne.